Stromoboli er navn på både øen, vulkanen og byen…, der er en lille by mere nede sydpå Ginostra, men de fleste tager til den større by Stromboli. For det er her der er det største udbud af overnatning, spisesteder, turguides og bådeture. Og selvom det lyder som om der er mange mennesker, så tro mig – det er en helt igennem skelsættende oplevelse at komme til Stromboli og bestige vulkanen.

Idéen blev plantet året før, da vi besøgte Sicilien første gang i sommeren 2015. Vi kendte ikke det store til øen da vi ankom, men allerede i flyet på vej over de æoliske øer så vi røgen fra vulkanen. Og så begyndte vi at snakke om hvilke vulkan det var. Vi sluttede den ferie af med en tur til Etna, hvor vi var oppe på toppen af den. Allerede der var vi solgte. Etna er en kæmpe vulkan, med mange kratere, og kun aktivitet helt oppe på toppen. Og det var en helt igennem lærerig, spændende og fed tur, som jeg nok også skal beskrive.

Da vi fløj hjem efter dette, fløj vi igen over Stromboli, og vel hjemme gik vi igang med at drømme om endnu en Siciliens tur i 2016. Heldigvis fik vi det økonomisk til at hænge sammen at vi kunne drage til smukke Sicilien igen, og vi begyndte at researche på de æoliske øer. De var intet mindre end dragene på os, og vi planlagde at besøg både Stromboli og Lipari. Vi havde lyst til meget mere, men holdt os til 4 dage begge steder.

Vi kontaktede et par guides, for at høre om det kunne lade sig gøre at tage de tre unger med, som var 9, 11 og 13. Svaret var lige som vi håbede, at hvis de var i god form, og vant til at vandre så var de velkomne. Så var ungerne også hooked. Reservering var nem og det passede perfekt med vores planer. Vi fik tilsendt al relevant info og fik links til hvor vi kunne leje det udstyr vi skulle have med. Ingen af os har store vandrestøvler, og slet ikke nogen som vi normalt slæber rundt på i 32 graders varme. Vi har normalt heller ingen vandrehjelme med, så det var perfekt at kunne leje de nødvendige ting.

Vi boede i San Vito Lo Capo ugen før, og der smugtrænede vi lidt med at bestige det lokale Monte Monaco. Men ellers var vi ikke særlig forberedte, men i ganske fin form. Så da vi sejlede af sted mod Stromboli fra Milazzo, var vi spændte. Og da vi første gang kunne se vulkanøen og røgen fra vulkanen steg spændingen allerede.

Når du ankommer til øen er du ikke i tvivl om at det er vulkanen det hele drejer sig om. Den vogter majestætisk over byen, og alles blikke er rettet mod den. Røgen der hele tiden frigøres fra den konstant frigjorte lava, minder dig konstant om at det her er en aktiv vulkan. Ja faktisk, en af de allermest aktive vulkaner, med ca. 4 udbrud hver time. Det er den mest aktive vulkan i Europa. Så der burde være god chance for at se lava.

De første dage slappede vi af, nød den hyggelige by, og en stemning i byen som vi kun har oplevet der. En blanding af middelhavsagtig charme og afslappethed, men også en spænding fra dem der ikke har været oppe på vulkanen, og en euforisk stemning fra dem der har taget turen.

Vi fik også snorklet en del, ligget ved stranden, og ellers bare gået rundt på øen. Snorkling var overraskende sjovt med masser af vand- og brandmænd om morgenen, og mange små fisk om dagen, herunder fladfisk som det tog tid at se, men da vi først så dem var de overalt. De var gode til at skjule sig blandt de sorte lavasten. Og det blev også til nogle store fisk, som kom forbi. Og havde det været muligt at komme lidt længere ud, er jeg sikker på vi ville have set flere store fisk, men det blev hurtigt meget meget dybt, og færgerne kom hele tiden sejlende, så vi holdt os til det forholdsvis lave vand.

Strandsandet var sort lavasand, og med +32 grader hele tiden og ingen skyer, så var sandet stegende hedt. Ellers er det de lette lavasten nede ved vandkanten man lægger sit håndklæde på, så man kan glide ned i vandet uden at skulle forbrænde sine fødder på vejen.

Turen op
Dagen oprandt, og vi skulle mødes med guiden kl. 17, så hele dagen forsøge jeg at få familien til at spise lidt ekstra og drikke godt. Man kan / må ikke bestige vulkanen uden en guide!

Varmen var stadig helt i top, med ca. 32 grader da vi mødtes med guiden. Rygsækken var fyldt op med 12 liter vand, snacks i form af frugt, müeslibarer og lidt let aftensmad. Kl. ca. 18 var vi afsted med al udstyret på eller i rygsækken. For at lette det for ungerne, havde de kun 1 taske som de to store bar lidt på skift med lidt ekstra trøjer og en dunke vand i. Resten af skiftetøjet, vand, mad og hjelme stod de voksne for (læs mig…). For jeg var ganske klar over, at det blev en hård tur, og vi nok skulle få brugt al vores energi. Der er ingen nåde, efter mindre end 100 meter starter stigningen, og den stopper ikke før toppen på de 926 m.o.h. Og selvom vi startede i skygge, var der ingen vind, og med den høje temperatur var vi gennemblødte af sved på 5 min.

En ting vi hurtig blev klar over var, at der er mange mennesker på vulkanen. Vi kunne se de andre et godt stykke oppe foran, og holdt vi pauser for længe så blev vi indhentet. Men det er ikke et problem fordi i sidste ende får alle det de kommer efter.

Turen op var hård, rigtig hård, og jeg kan kun anbefale, at den tages af folk i ret god form. Det er ikke fordi det er vildt stejlt, eller svært, men stigningen er konstant på klipper og løse sten, og så er varmen hård om sommeren. Og vi var også pressede, men kun Oscar oplevede lidt problemer undervejs. Han kunne ikke helt få nok væske, så han blev svimmel i varmen, men godt med væske, lidt ekstra müeslibarer, og så bar mave, så gik det over efter 10-15 min. Men der var et par stykker som måtte vende om, så det skal man gøre sig klar om man er i form til.

Med det forbehold bag os, så er det en vanvittig vandretur. Udsigten ned over byen, med Strombolicchio i baggrunden i det smukke middelhav blev mere og mere besnærende jo længere vi kom op. Så de første mange billeder vi tog, kunne blot tages endnu bedre lidt længere oppe, og igen lidt længere oppe efter næste sving – og sådan fortsatte det. Vi gik i lavt tempo for at alle kunne være med, og ellers går du bare opad som med hårnålesving, dvs. lidt skråt opad hele tiden, så vender du næsten 180 grader og så ellers opad igen.

Vi var rigtig gode til at motivere hinanden og huske på, at vi skulle nyde det. Det er det gode ved 5 hoveder, der var altid en af os, som fik øje på den næste gode udsigt, og ellers nød vi turen med masser af snak om hvor sjovt og hårdt dette var, og fik taget de flotteste billeder og de bedste (familie)selfies undervejs.

Kort før toppen gjorde vi holdt, og tog hjelme på, og spændte lygterne fast. Klokken var omkring 21.00 og vi fik spist og drukket lidt, ca. 21.20 gik vi i mørke henover det sidste smalle stykke som kun oplystes af pandelamperne.

På toppen
21.30 var vi på toppen, og vi kunne sætte os ned på en lang række med udsigt nedad mod de steder hvor udbruddende opstod. Det var ikke svært at holde ungerne væk fra kanten, for det gik stejlt ned. Vi havde nu 45 min til 1 time på toppen, hvor vi kunne sidde og håbe og vente på, at vi også fik et eller flere af de udbrud at se som vi håbede på. Vi havde hørt flere store brag på vej opad, og dermed var vores forventninger steget endnu mere.

Og (undskyld sproget!!!) HOLD NU KÆFT hvor var det vildt da det første brag lød! Vi sad i mørket med kun svagt lys fra solnedgangen, og havde ventet i lidt over 10 min. da luften flængedes af et øresønderrivende brag som forskrækkede voksne som børn. Og så stod der en rødgul ildsøjle op fra krateret og sendte lava langt op. Vi for sammen, og vidste ikke helt hvordan vi skulle reagere. Lidt bange, lidt skræmte, meget overvældede og jublende lykkelige – det var svært at magte de følelser, og dette var kun det første udbrud. Dem fik vi så 3 af, så vi følte os meget heldige.

Men de to drenge reagerede også, hvor yngste mand på 9 år, begyndte at græde. Ikke af frygt, men som han sagde, at fordi han var så glad at han ikke vidste hvorfor han grad. Det var en smuk måde at beskrive noget på, som er meget større end en selv. Storebror var ikke helt stolt ved situationen, og efter andet brag / udbrud var han klar til at ville ned igen. Men vi skulle vente på guiden og de andre. Så vi satte os lidt om bag de andre, spise og drak lidt, og snakkede om hele turen, og fik ham godt beroliget. Han var godt klar over, at han også var lidt bange fordi han var ved at være godt træt, og sagde også, at så snart vi gik ned, var han ikke bange mere.

Og det er trods alt en aktiv vulkan som vi stod på toppen af – så at være lidt bange for det, er nok meget sundt. Og hvor var det fantastisk og ubeskriveligt at stå deroppe. Vi gav hurtig op med at forsøge at filme udbrud eller tage billeder af det, for det går hurtigt, og står du og kigger på skærmen i stedet, så misser man nemt det unikke syn. Enkelte var heldige at fange det, men jeg er godt tilfreds med, at vi så det “live” i stedet.

Turen ned
Det er en meget meget anderledes oplevelse af gå nedad! Først og fremmest, gik vi ikke længere på klipper og heller ikke på samme måde i en slangeformation hvor vi snoede os ned. Her skulle vi løbe ned igennem en blanding af sand og vulkansk aske. Sandet var meget finkornet og indeholdt store mængder silicium som er usunde at indånde, derfor fik vi masker på. Og fordi det hele er så tørt, hvivler man sandet op, så dem der går bag dig kun kan se en sand sky. Kommer der så nogen længere oppe end dig, så overhaler deres sky dig.

Det der sker er, at guiden gør alle klar, og så skal vi forvente at de første 20-25 min. var det bare afsted i høj tempo uden pause, uden at se sig tilbage! Så guiden kaldte en af vores drenge, og en mere op til sig, så tog jeg den sidste af drengene så de små var forrest, Gitte og Signe gik et stykke længere ned. Og så fik den ellers fuld gas. Vi småløb i det dybe sand, og støvlerne var fyldte med sand og småsten efter 2 skridt. Men der var ikke noget at gøre, det var bare afsted. Og sveden sprang igen frem, og nu kunne støven rigtig klistre sig fast. Det går hurtigt op for alle, at maskerne er uundværelige, men alligvel stopper de ikke alt. Så da første pause var mulig, blev der drukket igennem af flaskerne. En kort pause, og afsted igen, indtil vi var nede på klippegrund, og først efter en lille time i høj tempo nedad fik vi et kort hvil, hvor vi kunne tømme støvlerne og tage maskerne af. Det var her at stemingen nu steg igen, for nu kunne vi begynde at snakke om hvor vildt det var på toppen, og hvor heldige vi var med at have fået denne oplevelse sammen.

Resten af turen var igen ad de snoede stier, og vi var inde i byen omkring 23.45, og da vi tog støvlerne af føltes det som om vores fødder blev befriet efter mange års fangeskab. Vi gik de sidste par hundrede meter igennem byer i bare tæer, helt igennem møgbeskidte, men med de største smil man kan forestille sig. Vi aflevere udstyret, og så ellers takke guiden for en tur i verdensklasse. Den korte tur ned til hotellet var vi helt euforiske, og vi sammenlignede krigssår på fødder og ben. Turen gennem den mørklagte og stille by, var også helt speciel fordi det nu var ovre. Tilbage på hotellet smed vi al det beskidte tøj på terrassen, og mens ungerne gik i bad, fik vi lidt væske og snacks indenbords med udsigten ud mod middelhavet og sejlskibene der lå foran os.

Det var lidt svært at sove, for vores hoveder var så fyldte af indtryk, og vores tanker af de følelser vi havde i kroppen, men da først roen indtraf var det en velfortjent søvn, og jeg tror vi alle lå meget stille den nat.

Næste morgen, var vi godt møre og ømme, og foretrak at dagen blev brugt på et par korte ture, og ellers i vandet. Tøjet var ødelagt – der var ingen måde hvor det fine sand kunne komme ud igen.

Aftenen efter tog vi en sejltur, hvor en lokal skipper sejler rundt om øen, og ligger til ud for vulkanen, hvor man kan kigge op ad Sciara del Fuoco (ildvejen) mod toppen, hvor lavaen af og til flyder ned af vulkanen. Det gjorde den ikke denne aften, og vi så kun et mindre udbrud den aften. Det var ærgerligt, men vi kunne ikke klage, og vi sad trods alt med fødderne i vandet og nød en drink, så det var det hele værd igen.

Andet
Det er ikke kun selve vulkanen der er turen derud værd. Selve byen er med små smalle stejle stræder, middelhavshusene med deres specielle arkitektur, en oplevelse i sig selv. Et par traveture rundt i byen og langs vandet, afslørede mange små oplevelser som vi slet ikke havde forventet. Et par små museer, hyggelige caféer, en lavahule ned til en strand med lækker snorkeling, og meget meget mere.

Maden var også i særklasse god. Og vi havde på forhånd læst om et lille pizzaria som lå lige bag hotellet, som efter sigende laver de bedste pizzaer i middelhavet – hvordan man så end måler det. Men det var så absolut i særklasse gode. Ellers var de de traditionelle retter med pasta, fisk og skaldyr, og altsammen rigtig lækkert.

Praktisk
Vi boede på Hotel Ossidiana som ligger med en flot udsigt over havet og vulkanen tårnene op bag sig. Ganske fint hotel, hvor det især om aftenen er hyggeligt når roen har sunket sig over øen, og hyggelyset tændes på balkonerne. Om dagen kan der være lidt larm hvis man har værelse ud mod havet, fra de mange motorcykler der kører de besøgende og deres bagage frem og tilbage. Men det var til at klare, og vi var alligevel mest ude at opleve ting.

Vi sejlede direkte derud fra Milazzo, og dernæst til Lipari inden vi tog til Milazzo igen. Det er nemt at komme fra den ene æoliske ø til den anden, med både hver time, og nogle gange oftere. Vi havde reserveret, men det var ikke nødvendigt på alle turerne. Vi forsøgte at lave en af ruterne om da vi ville ind til Sicilien igen, men det viste sig at være så dyrt at vi gav op, indtil jeg spurgte hvad 5 nye billetter kostede, og det var under halvdelen af hvad det ville koste at ændre vores eksisterende billetter. Men det syntes damen ikke var nødvendigt at oplyse os om, og jeg tror at hun valgte at overhøre min sarkasme da jeg roste hende for god service…, og det er trods alt Italien!

Stromboli var og er en af vores favorit oplevelser. Vi VIL tilbage, for den har sat så dybe spor i os, og vi snakker rigtig meget om de oplevelser vi har fået og havde derude. Det kan ikke beskrives hvordan det føles på toppen, hvor du står helt udmattet, lettere afkræftet og hører de enorme brag fra udbruddene, og ser de smukke lava gejsere. Det er en begivenhed i særklasse for at få en på opleveren som bliver siddende i alle i mange år fremover. Nu vil vi bare gerne opleve et af de større udbrud…