Jeg har gennem årene fået en indstilling til livet og rejser især, som gør at modgang ikke nødvendigvis er et problem. Det er i modgang du bliver stærk og der du ofte finder ressourcer i dig selv du ikke kendte til. Beklager den megen tekst, men dette er historien om uendelig mange uheld på én ferie – og det har vi ikke taget billeder af. I stedet er det historien om, hvordan man får det bedste ud af en uheldig situation.

Benspænd fra Lufthansa

Og modgang fik vi i ekstrem grad da vi skulle til Florida i starten af 2010. Vi havde booket fly og autocamper gennem Team Benns i god tid, og der var så meget styr på det hele. Ruten var planlagt, campingpladser booket, og ungerne og forældre var begyndt at glæde sig. Men det vidste sig at være lidt for tidligt, for forude lå en start på ferien, som jeg ikke tror jeg kunne finde på bedre selv.

Afgangen var planlagt til en søndag, og fredag aften ringer svigerfar og spørger hvad vi nu gør… Dette måtte han da gerne uddybe, hvorefter han fortæller at Lufthansa strejker og ingen fly letter i de næste par dage. Desværre ringede han først sidste på dagen, så jeg kunne end ikke ringe til Team Benns og høre hvad vi skulle gøre, og selvom jeg kender en af dem personligt, var der ikke noget de kunne gøre. Vi måtte selv kontakte Lufthansa, og så ville de fortælle hvad vi skulle gøre.

Jeg fandt en nummer og ringede op lørdag middag, og den gang var det ret dyrt at ringe via mobil til udlandet, især når man venter i flere timer… Mens jeg sad og ventede, gik jeg igang med selv at søge flyruter, da vores egen med Lufthansa om søndagen helt sikkert var aflyst. Efter ca. 1,5 time kom jeg igennem, og jeg fik hurtigt forklaret at de gerne vil hjælpe med at finde en ny rute til mig. Vores oprindelig var Billund – Frankfurt – Orlando, en ganske fin rute. De kom så med et forslag som jeg ikke helt kan huske, udover der var 2 stop mere, afsted en dag senere og det ville tage 26 timer, hvilket ikke er specielt interessant med 3 små børn, som den gang var 1, 3 og 5. Heldigvis havde jeg fundet et andet alternativ, hvor vi via CPH kunne flyve til New York og videre til Orlando – og det samme dag som planlagt. Den ene rute ville koste kr. 22.000 (mod de kr. 15.000 jeg havde givet for returbilletten), men det var ikke noget problem! Det ville hun gerne ombooke os til, hun slettede vores reservation, og …. tavshed. Forbindelsen røg! Det eneste jeg nu vidste var, at vores booking var slettet, men ikke om den nye var gået igennem. Der blev stille i huset der, og konen vidste godt, at jeg nok ikke var i humør til ret meget snak.

Nå, tilbage i telefonkøen og en god times tid mere, og jeg kom igennem igen, og forklarede det hele en gang til, og heldigvis var der stadig pladser på mit eget forslag og vi blev ombooket! Så nu skulle vi så bare til København i stedet for Billund. Jeg fik booket hotel, og da vi skulle flyve tidligt søndag morgen skulle det være helt ude i lufthavnen, så det blev Hilton, som bare var toplækkert! Men inden da, var der lige lidt flere udfordringer.

Benspænd fra DSB

Vinteren rasede over Danmark, og der var is og sne overalt. Vi havde ingen mulighed for at blive kørt til København – en familie på 5, men bagage til 4 uger pakker man ikke bare i en normal bil. Så vi måtte med tog, og bookede plads- og billetter. Vi skulle dog til Vejle, men ikke noget problem da mine forældre kørte os derned i to biler. Oppe på perronen stod vi så klar i isnende kulde og ventede…og ventede…og ventede. Og naturligvis ingen info på en meget fyldt perron. Langt om længe kom toget, og folk skubbede og masede for at komme med i det alt for lille tog. Men en meget vred og arrogant konduktør fik hurtigt slukket alle håb om at komme med – pladsbillet eller ej – det var hun ligeglad med. Der kom ikke mange med, hun vidste ikke noget om flere tog og væk fra det tog. En 30 min. mere og endelig et større tog, og det lykkedes os at komme ombord. Her vil jeg gerne nævne, at den gang måtte man have 2*32 kg bagage med per person, og vi havde vel 10 tasker og over 150 kg bagage (bla. campingstole, grill, og andet campingudstyr…), så det var ikke så nemt.

Og efter at have stået op i en times tid med de 3 små, lykkedes det os endelig at få en siddeplads. Næste sjove lille forhindring var, at vi skulle skifte på Københavns hovedbanegård, og der havde vi så mindre end 5 min. til at komme ud, op ad trapperne hen til næste perron og ned igen. 3 unger, heraf en i klapvogn og al bagagen… Sikke et syn det måtte have været. Og det lykkedes lige akkurat med lidt hjælp fra en venlig sjæl at få det hele med, jeg slæbte det meste bagage, Gitte har nogenlunde styr på ungerne, og Signe og Sebastian prøvede at køre Oscar i klapvognen. Den venlige sjæl hjalp os det sidste stykke med at sikre, at Oscar faktisk kom med ind i togvognen også, da de to andre ikke kunne køre klapvognen ind i toget.

Endelig nåede vi til lufthavnen og kom nemt over på værelset, og havde en lækker afslappet aften på et overdådigt lækkert hotel.

Morgen var stille, og det lignede at vi nu kunne få den drømmeferie vi havde planlagt så længe.

Benspænd fra …

En mindre forsinkelse i lufthavnen var at forvente da der var en mindre snestorm, men al bagage var afleveret, vi havde sovet og spist godt så det var ikke slemt. Flyturen går fint, ungerne hygger sig, og Signe står og kigger lidt rundt, og spørger hvorfor de mennesker står og hopper. Jeg kigger efter, og kan se, at ikke langt fremme er et par passagerer igang med at give hjertemassage. Vi er på det tidspunkt så langt afsted at vi ikke kan nødlande, og fortsætter til New York. Her er proceduren naturligvis, at vi skal vente på ambulancefolk, så vi kan sidde og se sekunderne forsvinde, og vores næste fly bliver så godt som umulig at nå. Men vi giver det chancen, så fat i ungerne, og i vildt løb igennem lufthavnen og hen til immigrationen – som for en gangs skyld er vanvittig hurtig (!!!), og efter et vildt løb mere – så når vi faktisk flyet til Orlando – YES!

Benspænd fra Lufthansa (igen)

Ungerne er godt trætte da vi ankommer til Orlando, men klarer det helt forrygende, og vi stiller os i kø til vores bagage som naturligvis ikke kommer alt sammen. Ikke nok med det, men da vi har ventet til alt andet er væk, og går over til “Lost bagage” så siger de ganske frisk “Hi Mr. Sorensen” – for de har allerede konstateret at ikke alt nåede med. Men lige at råbe navn op over højttaler anlæg, det gad de da ikke…

2 dage senere ankommer det sidste heldigvis til den campingplads vi bor på, og vi skynder os at pakke ud da vi mangler mange ting. Og så får vi lige en overraskelse mere, da den ene kuffert har været åbnet, da vi har vaskepulver med, og de har de taget en test af. Det er vi forberedt på, med ekstra poser, men det tog de ikke så højtidelig. Så da testen er over smider de posen uåbnet ned i kuffert igen, og så virker det som om de har rystet den i en kæmpe centrifuge for det er OVERALT, helt ind i kabinettet på små rejsehøjttalere…

Benspænd fra andre bilister

Dagen efter kører vi afsted i vores store Cruise America autocamper, og lyden af den velbrummende V8’er er fryd i mine ører. Men ak, der går ikke længe, for en lastbil taber en mindre jernplade, og man undviger ikke lige med en 20 fods container på 4 hjul, så det er bare at køre over den plade som så giver et mindre brag i den ene side. Det er så afløbet til spildevandstanke (toilet, bad og køkken) der er ødelagt… Heldigvis har jeg min trofaste Leatherman og et par ruller gaffatape med – og det lykkedes faktisk at få det lavet, så det holdt de næste 3 uger!

Benspænd fra vejret

En uges tid senere – med skønne oplevelser og ingen uheld, er vi i Fort Myers Beach på Red Coconut RV Park, hvor vi parkerer på stranden. Et par fantastiske dage med masser af hygge og god mad på stranden, og stadig et par dage mere på pladsen og alt ser godt ud. Indtil et stormvejr varsles, og som vil blive hængende et par dage. Vi er nødt til at køre! Pladsen bliver oversvømmet, storm og torden gør, at der ikke er noget at lave så vi vælger at køre til Florida Keys et par dage før planlagt.

Vi kører sydpå, og krydser tværs over ad Alligator Highway mens stormen raser. Humøret er højt og Gitte og ungerne hygger, mens jeg giver den gas bag rattet. Og måske lidt for meget gas, for med blinkende lamper og en ujævn motorgang gør, at vi er nødt til at stoppe. Jeg konsulterer manualen, ringer til CruiseAmerica, som vil ringe tibage, men ellers ikke ved hvad de skal sige. Mens vi venter – og nok indenfor 5 min. efter vi er stoppet kommer en Highway Patrol og tjekker at alt er ok, og om vi skal have hjælp. Da vi ikke har hørt tilbage fra udlejer, og intet ser ud til at være i stykker starter jeg monstret igen, og den spinder som en kat igen. Resten af turen foregår i et lidt langsommere tempo, og vi kommer frem til The Keys, får en plads på en ellers overfyldt plads, men ejerne syntes vi ser rare ud og har kørt langt og vil gerne hjælpe os.

Og fra det øjeblik af var der ikke flere benspænd på den tur. Resten af turen var en ren drømmeferie for både store og små.

Den rejse burde kaldes noget med “helvedes turen” pga. alle de benspænd og uheld, men bortset fra uroen om vi kom afsted eller ej – så tog vi det hele ganske roligt. Og det var kun til at grine af (pånær lige på flyet med ham den syge, det var lidt uhyggeligt), og jo reelt set ikke noget som ændrer på, at vi som familie er på tur i Florida. Alt det er jo bare krydderi på ferien, og geniale historier som vi stadig griner ad den dag i dag – og ja, det gjorde vi faktisk også den gang. Vi kunne jo ikke gøre andet, for så vil vi ødelægge vores egen ferie.

Og jeg tror at vi lærte en del af de mange oplevelser, som vi stadig bruger både på vores rejser og dagligdag i dag. Så på mange måder, har det været en af vores vigtigste ture, og en vigtig viden at selv så mange uheld kan ikke slå os ud.