HPIM0322

Florida i autocamper

De fleste amerikanske stater er oplagte til at køre rundt og opleve i autocamper. Hver stat har sit helt eget særpræg og historie, så det er med at finde ud af, hvad man kunne tænke sig at opleve, og så finde en stat som kan opfylde det. Eller bare vælge en stat og så undersøge den, og få planlagt en tur.

Vores først tur i autocamper var ca. 3 uger i 2006 i området omkring San Diego. En helt igennem genial tur, som fik os hooked på denne rejseform.

Siden da, har vi været 4 gange i Florida og oplevet staten på kryds og tværs.

Florida er på mange måde den mest oplagte kandidat hvis man rejser med familie – især med små børn. Du er altid tæt på vandet, og der er kort kørsel mellem byer, strand, attraktioner og parker.

Når vi rejser med autocamper, har vi været gode til at begrænse vores ambitioner om hvad vi skulle se, hvor langt vi skulle nå, osv. Det går bare langsommere og vi vil hellere bruge tiden i parkerne eller på stranden, end sidde i det kørende hus.

Florida er et godt eksempel på, at selvom der er rigtig mange mennesker, så kan man nemt opleve at få helt specielle oplevelser uden at blive overrendt af de mange turister. Turisterne holder sig oftest omkring Orlando, Florida Keys, Miami, The Everglades. Kør lidt væk fra dig, og du kan have den betagende natur for sig selv. Vi har i flere tilfælde kørt mindre en 45 min væk fra Orlando når vi har hentet vores autocamper, og fundet en park med fantastisk beliggenhed lige midt i den helt karakteristiske Floridianske natur med floder, naturlige kilder, store træer og masser af dyreliv.

Tag f.eks. ud til Blue Springs State Park, hvor du kan se søkøer svømme dovent rundt, springe i vandet og svømme op til et kildeudspring , tage på kanotur og opleve kæmpe fiske, skildpadder og et fascinerende udvalg af fugle så det er svært at følge. Alt dette uden, at oplevelsen “forstyrres” af den enorme masse turisme som Florida ellers er ramt af.

Tager man endnu længere væk f.eks. op på Florida Panhandle og besøger T.H. Stone Memorial St. Joseph Peninsula State Park, så får man udover en billedskøn park, med en smuk smuk campingplads, også en af de absolut bedste strande i hele USA – og vi har endda oplevet dage hvor vi har haft stranden helt for os selv. Jeg har haft en af mine allermest unikke løbetur der, hvor jeg en morgen løb opad stranden, hvor jeg på et tidspunkt “løb” med delfinerne som var kommet tæt på kysten, og på vejen tilbage løb jeg inde langs skovkanten, hvor jeg flere gange så rådyr, og igen et utal af fugle.

Seværdigheder
Uanset hvor man er, så er der kort til seværdigheder. De store temaparker i og omkring Orlando er et naturlig udgangspunkt. Men husk nu at komme ud at se mere. The Keys er også smukke og det lyder skørt – men overset. De fleste kører over broerne og fortsætter direkte ned til Key West – uden at stoppe i f.eks. John Pennekamp eller Bahia Honda Statsparker, som begge er en hel dags besøg værd. Miami har alt hvad man kan ønske sig af strand og byliv, Everglades er betagende natur med fascinerende dyreliv, Kennedy Space Center er sjovt og lærerigt for ung som gammel. Fort Myers er en lækker ferieby, med mulighed for at campere helt nede på strande. Men der er så meget mere at komme efter. Og det er som om, det mest er amerikanerene, der opdaget de mere ukendte steder.

Campground på stranden i Fort Myers
Bahia Honda State Park: gode strande, snorkling og historie
“Surfing” ved Bahia Honda

Kør ud og oplev nogle af de mange statsparker: https://www.floridastateparks.org/ Der er i alt 192 fra små parker i byerne, til afsidesliggende parker på billedeskønne øer, med kilometer lange strande. Jeg vil tro vi har besøgt / overnattet på ca. 25 af parkerne.

Florida Panhandle byder på (ja, igen) top lækre strande, fascinerende små feriebyer omkring Seaside og Watercolor – alene bynavnene bør være nok til at sætte drømmene igang. Her er der fokus på det stille – og gode liv. Det er også her du finder Grayton Beach Statepark med toplækker campground lige ned til vandet.

Skal der mere liv så tag til Panama City Beach, eller helt over til Pensacola. På vejen dertil – eller tilbage – så husk at stoppe i Apalachicola National Forest, på St. George Island State Park. Kører du langs Highway 10 – så tag en pause i Suwannee River State Park.

Husk også at kig ind i Saint Augustine, er overset perle. Centrum minder meget om Key West, bare langt mindre overrendt. Fortsæt ned til Daytona Beach, og kør en tur på stranden, og husk at kigge ud forbi den legendariske racerbane. Er du heldig at være der på raceweekend, så tag ind og se et løb, ellers kan man også være heldig at være der til en udstilling. Vi fik en interessant eftermiddag på banen, med at kigge på gamle og ombyggede amerikanerbiler.

Autocamper på stranden ved Daytona Beach

Jeg har slet ikke fået nævnt St. Petersburg, Naples, Honeymoon Island, at være på jagt efter hajtænder med ungerne ved Caspersens Beach, og meget mere… Er der noget du kunne tænke dig at høre mere om, så tag gerne fat i mig. Jeg elsker at hjælpe til med gode oplevelser og du kan skrive på duelaldo @ gmail com

Med alle de oplevelser vi har haft i Florida, mener jeg oprigtigt at Florida er overset på trods af de mange millioner turister hvert år. Fordi de fleste kun ser en lille del – og det er det samme alle ser. Men der er så meget at se, så ja man skal vælge til/fra. Vores filosofi er altid, se mindre men oplev det mere. Dvs. vi planlægger ikke at køre 4.000 km på 4 uger, men istedet at være 4-5 dage et sted, og så komme ned i tempo der hvor vi er, og opleve det. Mange steder er vi også taget tilbage til, så f.eks. har vi besøgt St. Joseph ikke mindre end 3 gange.

Oscar og en af de lokale ved John Pennekamp statepark på The Keys.

Var indlægget godt? Så del gerne ;-)

2 Replies to “Florida i autocamper”

  1. Hej ser ud til i har haft en fed tur, vi vil rejse i julen har lidt problemer med at booke camping pladser ? Hvordan booker man på en State park ? Og er det sikkert at på på sådan en ? Mvh Sanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.