Er man bare en smule tech interesseret og lidt af en rejsenørd der gerne vil optimere ens ferie, så er man i dag virkelig heldig. For der findes der er lang række apps der kan hjælpe med at få planlagt en ferie, og være en rigtig god hjælp under ferie.
Det er ikke kun apps til, at holde styr på fly, billeje, osv. men i ligeså høj grad backup af billeder, hjælp til oversættelser, tips til oplevelser, og meget mere. Apps som på hver deres måde hjælper med at ferien planlægges og nydes på bedst mulige måde. Her er de apps jeg altid falder tilbage til, samt nogle stykker jeg enten ikke har prøvet endnu, eller tidligere har anvendt.
Jeg holder lidt igen med mine anbefalinger, da udvalget er stort og konkurrencen endnu større. Især under rejsen skal man huske på, at det skal være apps som kan bidrage til ferien og ikke må stjæle fokus. Derfor anbefaler jeg heller ikke noget omkring streaming apps til ferien – de er geniale til at underholde ungerne på lange bilture, men ellers er de ikke aktuelle for os.
Planlægning af rejsen
Google Maps
Min vigtigste rejseapp er uden tvivl Google Maps, både i traditionel forstand til at sidde og finde ruter og måle afstande, så jeg kan vurdere hvor vi kan nå omkring hver dag. Men i endnu højere grad, til at finde nye oplevelser. F.eks. da vi var på ferie i Altanea udenfor Caorle på Lidoen i Italien. Efter et par dage trængte vi til til at komme lidt væk, og ligesom i gamle dage hvor kortet blev fundet frem, så tog jeg Google Maps, og begyndte at lede efter steder at køre hen. Zoom lidt ud, og se hvad der i nærheden, og på den måde fandt jeg en bjergsø i området omkring Barcis, og så fandt jeg ellers en rigtig kringlet vej derop. På den måde fik vi en køretur op igennem Dolomitterne, hvor vi næsten ingen andre mødte, og kom hen til en by og så en masse smuk natur vi ellers ikke havde fundet.
I byerne er Google Maps endnu mere brugbar, her zoomer man bare helt ind på de områder der skal besøges, og så kommer der masser af informationer omkring restauranter, butikker, oplevelser, billeder og anmeldelser fra andre brugere. Men det er ikke meget jeg bruger andres anmeldelser til, med mindre der er en overvældende enighed om at et sted er dårligt.
Momondo
Klart min foretruke app til at finde flypriser med. Den er ikke fejlfri, nogen gange skal man prøve søgningen på andre platforme også, eller igen på det site man sendes hen til (f.eks. har Kiwi.com ofte ret gode priser også), men det er stadig den bedste mulighed på markedet for et godt overblik. Er man fleksibel med datoer, har de den mest overskuelige måde at kunne se priser på flere forskellige kombinationer af rejsedage.
Tripit & Kayak (og Google Trips)
Kayak brugte jeg meget tidligere, men ikke så ofte mere. Men deres funktion med at samle alle rejseinformationer i en samlet oversigt, er ret genial! Så smid alle dine rejsedocs/bookings ind i den, og vupti – du har et simpelt overblik. Jeg har netop testet TripIt af, og tror den bliver min nye favorit 😉 Google Trips har jeg ikke fået testet endnu, men bør også være oplagt.
Rentalcars
Der findes mange udbydere på biludlejning så det er umuligt, at tjekke alle selskabers priser, og her løser Rentalcars det på samme måde som Momondo. Jeg plejer også at tjekke AutoEurope, men vender altid tilbage til Rentalcars.
Overnatning
Da vi har typisk har flere forskellige typer overnatning på f.eks. vores sommerferier, så anvender jeg diverse udbydere. Jeg booker helst lejligheder igennem Airbnb og Homeaway, og hoteller igennem Hotels.com og Booking.com. Men i fht. lejligheder og hytter, så bør man også tjekke Hometogo, som bryster sig af at være verdens største tjeneste til ferieboliger. Der har vi gjort en del gode fund, da der er langt flere muligheder end kun på Airbnb. Men da man sendes videre til alle deres partnersites, oplever jeg jævnligt, at boligerne ikke er ledige alligevel, eller lang svartid (ofte et problem især via Homeaway i Italien).
Timeshifter
En af de mest banenrydende rejseapps de senere år. Den sørger ganske enkelt for, at du ikke kommer til at lide af jetlag. Det er vildt genialt!
Duolingo
Langt de fleste steder man besøger, værdsætter de lokale hvis du kan bare en smule af deres sprog. Den bedste måde, at komme igang derhjemme er med Duolingo. Udover det er intuitivt, har de nogle ret sjove gamification muligheder, så hele familien kan konkurrere om hvem der optjener flest point.
Packpoint
Hjælper ret simpelt med at pakke, dvs. den kender vejret på forskellige tider af året på din destination, og foreslår ting du bør huske at pakke.
Under rejsen
Google Translate
Det er svært ikke at klare en hel ferie uden Google Translate. Uanset hvor god man er til sproget, er der ofte noget på menu kortet, eller man læser på et skilt, som der skal lidt ekstra hjælp. Husk evt. at downloade flere sprog inden du tager afsted.
Google photos
Verdensklasse opbevaring af dine billeder, gode filtre, og den nemmeste måde at dele billeder med dine rejsefæller, så I har fælles mapper med jeres billeder i. Og nemt at dele med andre også uden at de behøver at have en Google konto. Du kan lave backup helt gratis af alle dine billeder, men jeg anbefaler stadig, at man har en backup andet sted også. Det er i flere tilfælde en god investering at købe større eller mindre guides, da man her får hvad man betaler for – rendyrket kvalitet.
WIFISPC
Skal du have lavet backup af billeder er WiFi vigtigt, og derfor kan du bruge denne app til at finde WiFi.
FlightAware
Nemt måde at holde øje med dit fly i realtid, og du kan få notifikationer og blive informeret om forsinkelser.
XE valutaomregner
Bare opdater inden du tager afsted, resten giver sig selv.
Mere?
Dette er bare et mindre udvalg af de mange rejseapps der findes, og der er rigtig mange apps som er destinationsspecifikke, som er tilpasses en specifik rejseform osv. Og så findes der mange andre guides som denne, hvor man også kan søge inspiration f.eks. denne og denne.