Vandring på Stromboli

Stromoboli er navn på både øen, vulkanen og byen…, der er en lille by mere nede sydpå Ginostra, men de fleste tager til den større by Stromboli. For det er her der er det største udbud af overnatning, spisesteder, turguides og bådeture. Og selvom det lyder som om der er mange mennesker, så tro mig – det er en helt igennem skelsættende oplevelse at komme til Stromboli og bestige vulkanen.

Idéen blev plantet året før, da vi besøgte Sicilien første gang i sommeren 2015. Vi kendte ikke det store til øen da vi ankom, men allerede i flyet på vej over de æoliske øer så vi røgen fra vulkanen. Og så begyndte vi at snakke om hvilke vulkan det var. Vi sluttede den ferie af med en tur til Etna, hvor vi var oppe på toppen af den. Allerede der var vi solgte. Etna er en kæmpe vulkan, med mange kratere, og kun aktivitet helt oppe på toppen. Og det var en helt igennem lærerig, spændende og fed tur, som jeg nok også skal beskrive.

Da vi fløj hjem efter dette, fløj vi igen over Stromboli, og vel hjemme gik vi igang med at drømme om endnu en Siciliens tur i 2016. Heldigvis fik vi det økonomisk til at hænge sammen at vi kunne drage til smukke Sicilien igen, og vi begyndte at researche på de æoliske øer. De var intet mindre end dragene på os, og vi planlagde at besøg både Stromboli og Lipari. Vi havde lyst til meget mere, men holdt os til 4 dage begge steder.

Vi kontaktede et par guides, for at høre om det kunne lade sig gøre at tage de tre unger med, som var 9, 11 og 13. Svaret var lige som vi håbede, at hvis de var i god form, og vant til at vandre så var de velkomne. Så var ungerne også hooked. Reservering var nem og det passede perfekt med vores planer. Vi fik tilsendt al relevant info og fik links til hvor vi kunne leje det udstyr vi skulle have med. Ingen af os har store vandrestøvler, og slet ikke nogen som vi normalt slæber rundt på i 32 graders varme. Vi har normalt heller ingen vandrehjelme med, så det var perfekt at kunne leje de nødvendige ting.

Vi boede i San Vito Lo Capo ugen før, og der smugtrænede vi lidt med at bestige det lokale Monte Monaco. Men ellers var vi ikke særlig forberedte, men i ganske fin form. Så da vi sejlede af sted mod Stromboli fra Milazzo, var vi spændte. Og da vi første gang kunne se vulkanøen og røgen fra vulkanen steg spændingen allerede.

Når du ankommer til øen er du ikke i tvivl om at det er vulkanen det hele drejer sig om. Den vogter majestætisk over byen, og alles blikke er rettet mod den. Røgen der hele tiden frigøres fra den konstant frigjorte lava, minder dig konstant om at det her er en aktiv vulkan. Ja faktisk, en af de allermest aktive vulkaner, med ca. 4 udbrud hver time. Det er den mest aktive vulkan i Europa. Så der burde være god chance for at se lava.

De første dage slappede vi af, nød den hyggelige by, og en stemning i byen som vi kun har oplevet der. En blanding af middelhavsagtig charme og afslappethed, men også en spænding fra dem der ikke har været oppe på vulkanen, og en euforisk stemning fra dem der har taget turen.

Vi fik også snorklet en del, ligget ved stranden, og ellers bare gået rundt på øen. Snorkling var overraskende sjovt med masser af vand- og brandmænd om morgenen, og mange små fisk om dagen, herunder fladfisk som det tog tid at se, men da vi først så dem var de overalt. De var gode til at skjule sig blandt de sorte lavasten. Og det blev også til nogle store fisk, som kom forbi. Og havde det været muligt at komme lidt længere ud, er jeg sikker på vi ville have set flere store fisk, men det blev hurtigt meget meget dybt, og færgerne kom hele tiden sejlende, så vi holdt os til det forholdsvis lave vand.

Strandsandet var sort lavasand, og med +32 grader hele tiden og ingen skyer, så var sandet stegende hedt. Ellers er det de lette lavasten nede ved vandkanten man lægger sit håndklæde på, så man kan glide ned i vandet uden at skulle forbrænde sine fødder på vejen.

Turen op
Dagen oprandt, og vi skulle mødes med guiden kl. 17, så hele dagen forsøge jeg at få familien til at spise lidt ekstra og drikke godt. Man kan / må ikke bestige vulkanen uden en guide!

Varmen var stadig helt i top, med ca. 32 grader da vi mødtes med guiden. Rygsækken var fyldt op med 12 liter vand, snacks i form af frugt, müeslibarer og lidt let aftensmad. Kl. ca. 18 var vi afsted med al udstyret på eller i rygsækken. For at lette det for ungerne, havde de kun 1 taske som de to store bar lidt på skift med lidt ekstra trøjer og en dunke vand i. Resten af skiftetøjet, vand, mad og hjelme stod de voksne for (læs mig…). For jeg var ganske klar over, at det blev en hård tur, og vi nok skulle få brugt al vores energi. Der er ingen nåde, efter mindre end 100 meter starter stigningen, og den stopper ikke før toppen på de 926 m.o.h. Og selvom vi startede i skygge, var der ingen vind, og med den høje temperatur var vi gennemblødte af sved på 5 min.

En ting vi hurtig blev klar over var, at der er mange mennesker på vulkanen. Vi kunne se de andre et godt stykke oppe foran, og holdt vi pauser for længe så blev vi indhentet. Men det er ikke et problem fordi i sidste ende får alle det de kommer efter.

Turen op var hård, rigtig hård, og jeg kan kun anbefale, at den tages af folk i ret god form. Det er ikke fordi det er vildt stejlt, eller svært, men stigningen er konstant på klipper og løse sten, og så er varmen hård om sommeren. Og vi var også pressede, men kun Oscar oplevede lidt problemer undervejs. Han kunne ikke helt få nok væske, så han blev svimmel i varmen, men godt med væske, lidt ekstra müeslibarer, og så bar mave, så gik det over efter 10-15 min. Men der var et par stykker som måtte vende om, så det skal man gøre sig klar om man er i form til.

Med det forbehold bag os, så er det en vanvittig vandretur. Udsigten ned over byen, med Strombolicchio i baggrunden i det smukke middelhav blev mere og mere besnærende jo længere vi kom op. Så de første mange billeder vi tog, kunne blot tages endnu bedre lidt længere oppe, og igen lidt længere oppe efter næste sving – og sådan fortsatte det. Vi gik i lavt tempo for at alle kunne være med, og ellers går du bare opad som med hårnålesving, dvs. lidt skråt opad hele tiden, så vender du næsten 180 grader og så ellers opad igen.

Vi var rigtig gode til at motivere hinanden og huske på, at vi skulle nyde det. Det er det gode ved 5 hoveder, der var altid en af os, som fik øje på den næste gode udsigt, og ellers nød vi turen med masser af snak om hvor sjovt og hårdt dette var, og fik taget de flotteste billeder og de bedste (familie)selfies undervejs.

Kort før toppen gjorde vi holdt, og tog hjelme på, og spændte lygterne fast. Klokken var omkring 21.00 og vi fik spist og drukket lidt, ca. 21.20 gik vi i mørke henover det sidste smalle stykke som kun oplystes af pandelamperne.

På toppen
21.30 var vi på toppen, og vi kunne sætte os ned på en lang række med udsigt nedad mod de steder hvor udbruddende opstod. Det var ikke svært at holde ungerne væk fra kanten, for det gik stejlt ned. Vi havde nu 45 min til 1 time på toppen, hvor vi kunne sidde og håbe og vente på, at vi også fik et eller flere af de udbrud at se som vi håbede på. Vi havde hørt flere store brag på vej opad, og dermed var vores forventninger steget endnu mere.

Og (undskyld sproget!!!) HOLD NU KÆFT hvor var det vildt da det første brag lød! Vi sad i mørket med kun svagt lys fra solnedgangen, og havde ventet i lidt over 10 min. da luften flængedes af et øresønderrivende brag som forskrækkede voksne som børn. Og så stod der en rødgul ildsøjle op fra krateret og sendte lava langt op. Vi for sammen, og vidste ikke helt hvordan vi skulle reagere. Lidt bange, lidt skræmte, meget overvældede og jublende lykkelige – det var svært at magte de følelser, og dette var kun det første udbrud. Dem fik vi så 3 af, så vi følte os meget heldige.

Men de to drenge reagerede også, hvor yngste mand på 9 år, begyndte at græde. Ikke af frygt, men som han sagde, at fordi han var så glad at han ikke vidste hvorfor han grad. Det var en smuk måde at beskrive noget på, som er meget større end en selv. Storebror var ikke helt stolt ved situationen, og efter andet brag / udbrud var han klar til at ville ned igen. Men vi skulle vente på guiden og de andre. Så vi satte os lidt om bag de andre, spise og drak lidt, og snakkede om hele turen, og fik ham godt beroliget. Han var godt klar over, at han også var lidt bange fordi han var ved at være godt træt, og sagde også, at så snart vi gik ned, var han ikke bange mere.

Og det er trods alt en aktiv vulkan som vi stod på toppen af – så at være lidt bange for det, er nok meget sundt. Og hvor var det fantastisk og ubeskriveligt at stå deroppe. Vi gav hurtig op med at forsøge at filme udbrud eller tage billeder af det, for det går hurtigt, og står du og kigger på skærmen i stedet, så misser man nemt det unikke syn. Enkelte var heldige at fange det, men jeg er godt tilfreds med, at vi så det “live” i stedet.

Turen ned
Det er en meget meget anderledes oplevelse af gå nedad! Først og fremmest, gik vi ikke længere på klipper og heller ikke på samme måde i en slangeformation hvor vi snoede os ned. Her skulle vi løbe ned igennem en blanding af sand og vulkansk aske. Sandet var meget finkornet og indeholdt store mængder silicium som er usunde at indånde, derfor fik vi masker på. Og fordi det hele er så tørt, hvivler man sandet op, så dem der går bag dig kun kan se en sand sky. Kommer der så nogen længere oppe end dig, så overhaler deres sky dig.

Det der sker er, at guiden gør alle klar, og så skal vi forvente at de første 20-25 min. var det bare afsted i høj tempo uden pause, uden at se sig tilbage! Så guiden kaldte en af vores drenge, og en mere op til sig, så tog jeg den sidste af drengene så de små var forrest, Gitte og Signe gik et stykke længere ned. Og så fik den ellers fuld gas. Vi småløb i det dybe sand, og støvlerne var fyldte med sand og småsten efter 2 skridt. Men der var ikke noget at gøre, det var bare afsted. Og sveden sprang igen frem, og nu kunne støven rigtig klistre sig fast. Det går hurtigt op for alle, at maskerne er uundværelige, men alligvel stopper de ikke alt. Så da første pause var mulig, blev der drukket igennem af flaskerne. En kort pause, og afsted igen, indtil vi var nede på klippegrund, og først efter en lille time i høj tempo nedad fik vi et kort hvil, hvor vi kunne tømme støvlerne og tage maskerne af. Det var her at stemingen nu steg igen, for nu kunne vi begynde at snakke om hvor vildt det var på toppen, og hvor heldige vi var med at have fået denne oplevelse sammen.

Resten af turen var igen ad de snoede stier, og vi var inde i byen omkring 23.45, og da vi tog støvlerne af føltes det som om vores fødder blev befriet efter mange års fangeskab. Vi gik de sidste par hundrede meter igennem byer i bare tæer, helt igennem møgbeskidte, men med de største smil man kan forestille sig. Vi aflevere udstyret, og så ellers takke guiden for en tur i verdensklasse. Den korte tur ned til hotellet var vi helt euforiske, og vi sammenlignede krigssår på fødder og ben. Turen gennem den mørklagte og stille by, var også helt speciel fordi det nu var ovre. Tilbage på hotellet smed vi al det beskidte tøj på terrassen, og mens ungerne gik i bad, fik vi lidt væske og snacks indenbords med udsigten ud mod middelhavet og sejlskibene der lå foran os.

Det var lidt svært at sove, for vores hoveder var så fyldte af indtryk, og vores tanker af de følelser vi havde i kroppen, men da først roen indtraf var det en velfortjent søvn, og jeg tror vi alle lå meget stille den nat.

Næste morgen, var vi godt møre og ømme, og foretrak at dagen blev brugt på et par korte ture, og ellers i vandet. Tøjet var ødelagt – der var ingen måde hvor det fine sand kunne komme ud igen.

Aftenen efter tog vi en sejltur, hvor en lokal skipper sejler rundt om øen, og ligger til ud for vulkanen, hvor man kan kigge op ad Sciara del Fuoco (ildvejen) mod toppen, hvor lavaen af og til flyder ned af vulkanen. Det gjorde den ikke denne aften, og vi så kun et mindre udbrud den aften. Det var ærgerligt, men vi kunne ikke klage, og vi sad trods alt med fødderne i vandet og nød en drink, så det var det hele værd igen.

Andet
Det er ikke kun selve vulkanen der er turen derud værd. Selve byen er med små smalle stejle stræder, middelhavshusene med deres specielle arkitektur, en oplevelse i sig selv. Et par traveture rundt i byen og langs vandet, afslørede mange små oplevelser som vi slet ikke havde forventet. Et par små museer, hyggelige caféer, en lavahule ned til en strand med lækker snorkeling, og meget meget mere.

Maden var også i særklasse god. Og vi havde på forhånd læst om et lille pizzaria som lå lige bag hotellet, som efter sigende laver de bedste pizzaer i middelhavet – hvordan man så end måler det. Men det var så absolut i særklasse gode. Ellers var de de traditionelle retter med pasta, fisk og skaldyr, og altsammen rigtig lækkert.

Praktisk
Vi boede på Hotel Ossidiana som ligger med en flot udsigt over havet og vulkanen tårnene op bag sig. Ganske fint hotel, hvor det især om aftenen er hyggeligt når roen har sunket sig over øen, og hyggelyset tændes på balkonerne. Om dagen kan der være lidt larm hvis man har værelse ud mod havet, fra de mange motorcykler der kører de besøgende og deres bagage frem og tilbage. Men det var til at klare, og vi var alligevel mest ude at opleve ting.

Vi sejlede direkte derud fra Milazzo, og dernæst til Lipari inden vi tog til Milazzo igen. Det er nemt at komme fra den ene æoliske ø til den anden, med både hver time, og nogle gange oftere. Vi havde reserveret, men det var ikke nødvendigt på alle turerne. Vi forsøgte at lave en af ruterne om da vi ville ind til Sicilien igen, men det viste sig at være så dyrt at vi gav op, indtil jeg spurgte hvad 5 nye billetter kostede, og det var under halvdelen af hvad det ville koste at ændre vores eksisterende billetter. Men det syntes damen ikke var nødvendigt at oplyse os om, og jeg tror at hun valgte at overhøre min sarkasme da jeg roste hende for god service…, og det er trods alt Italien!

Stromboli var og er en af vores favorit oplevelser. Vi VIL tilbage, for den har sat så dybe spor i os, og vi snakker rigtig meget om de oplevelser vi har fået og havde derude. Det kan ikke beskrives hvordan det føles på toppen, hvor du står helt udmattet, lettere afkræftet og hører de enorme brag fra udbruddene, og ser de smukke lava gejsere. Det er en begivenhed i særklasse for at få en på opleveren som bliver siddende i alle i mange år fremover. Nu vil vi bare gerne opleve et af de større udbrud…

Familie ferie – gode råd om at rejse med små børn

 

Hjemme hos os har der aldrig været tvivl – ungerne skal altid med på ferie, og det skulle ikke være en hindring for os at komme afsted fordi vi have små børn. Det har givet os lidt erfaring på området, og her vil jeg gerne dele vores tips og tricks. 

Den anden dag, læste jeg en artikel på et rejse site om at rejse med børn. Artiklen gik ud på, hvordan man får det optimale ud af en sådan rejse. Og det var en psykolog som udtalte sig på baggrund af hvordan man ifølge hende skulle gribe det an.

Og det var der sådan set ikke noget galt i, men rådene virkede blot lidt ligegyldige eller almen gældende: spis rigtigt, drik vand, mød op i god tid, og videre i den stil. Og det er jo noget som gælder for alle som skal ud at rejse.

Så for at komme med et alternativ til at hjælpe andre der skal ud at rejse med børn, er her mine gode råd, som vi har opnået ved at rejse med vores 3 børn.

Før
Inddrag de små i planlægning og pakning af tasker. De syntes også det er sjovt at være med til at bestemme hvad der skal med, og så begynder feriestemningen lidt før.  De kan dermed også selv være med til at pakke yndlingsbamser eller –legetøj ned. Spil er også en super idé at have med, så det ikke kun er spil på telefoner eller tablets. Har man dem med, så smid også gerne en film på, da man ikke altid kan regne med at det i eksempelvis fly virker, eller er noget som passer til jeres børn.

Under
Den første del af turen, med checkin, og ventetid i lufthavn er sjældent et problem. Her er der stadig spænding, og en masse sjove ting at kigge på. Fly der lander eller letter er altid et hit, og ellers kan man lege mange spil, eller lege. Det er først senere og på de længere ture, at man bliver udfordret 😉

I fly
Noget af det sværeste ved at rejse med børn, er lange flyture. De skal sidde stille, og være stille for ikke at genere andre rejsende, og så er det tilmed svært at få noget ordentlig mad, og der kommer hele tiden tilbud om sodavand 😉 Men med lidt forberedelse kan denne del af turen faktisk også blive en fornøjelse.

En rigtig god ting ved de moderne fly, er skærmen i sædet foran. Har dit barn sådan et foran sig, går en stor del af tiden af sig selv – selvom det ikke altid er lige stabilt. Men ellers er det med at medbringe lidt legesager, læsestof, osv. Alt sammen helt generelle råd. Så ekspert rådet, er at have en pose med, med små pakker i. Blot små gaver af lav værdi, men som ungerne kan vælge i posen når tiden bliver for lang. Om det så er en grøn plastik-kålorm fra Søstrene Grenes til 10 kr., så kan det bruges. Små spil er også gode som gaver, og så giver det sig selv, at de skal tages i brug bagefter. Det er noget som har reddet os på lange ture!

Tag også selv hånd om mad, de fleste ved godt at flymad ikke altid er lige spændene og det er så vigtigt med fornuftig mad under flyturen, så derfor har vi altid haft backup med, så vi var sikre på at de kunne få noget at spise.

 

Sovepose & puder
Skal I flyve meget langt, kan det være en god idé at slæbe barnets egen sovepose med, og en pude. Det er super godt i flyet, og kan også bruges hvis der er ventetid i lufthavnen. På en af vores Florida ture, havde den yngste på 14 mdr. ved afrejse, svært ved at finde ro i flyet. Der var for megen lys, og for mange ting at kigge på. Så jeg tog et tæppe, og lavede en lille hule, ved at sætte tæppet fast i ryglæn og sæde foran. Og vupti, 5 min. senere faldt Oscar til ro, og kort derefter også i søvn inde i hans lille hule.

Så med lidt opfindsomhed og tålmodighed, har vi faktisk ikke haft problemer med vores små børn på de flyveture vi har været ude på.

Jetlag / døgnrytme
Det er hårdt for børn, at rejse til en helt anden tidszone, som ligger mange timer fra deres egen. Men når vi f.eks. har været i USA, betyder det at ungerne kommer i seng langt senere end normalt, og kun har sovet lidt på vej derover. Og alligevel vågner de tidligt (lokal tid), sidste gang omkring kl. 04.30, og det er lige tidligt nok, og de er da også trætte men kan ikke sove. Så plejer vi at give dem et varmt karbad, og sidde der i 20-30 min., og så bliver de døsige. Tilbage i seng, og så sover de til morgen, og med lidt held er dette den eneste morgen deres rytme har været ødelagt!

 

Begrænsninger
At rejse med børn, og især småbørn, sætter sine begrænsninger. I skal ikke forvente, at kunne vandre som i plejer, eller tage på en masse shopping, eller køre rigtig mange kilometer hver dag. Ungerne gider sjældent disse ting, og keder sig, og bliver umulige. Så det er en god idé at indse, at visse ting må vente til ungerne bliver ældre, eller der er andre med som kan passe de små.

Det er også derfor at autocamper var vores foretrukne ferieform på lange ture med små børn. Især når vi rejste langt væk. I Danmark er ferie i sommerhus ikke noget problem, og hotel i sydeuropa klares sikkert også fint. Men en rejse til f.eks. USA, som ofte indebærer en kør-selv-tur med overnatning på moteller og hoteller, er dødsdømt. At skulle trække småbørn rundt fra hotel til hotel, og ellers køre en masse kilometer imellem, er ikke noget af byde dem for de bliver bare forvirrede.

        I stedet har vi valgt autocamperen, så ungerne får et nyt hjem med det samme, og dermed trygge rammer. Det betyder også at vi ikke har mulighed for at køre lige så langt per dag, og dermed heller ikke når ligeså meget. Men det passer os helt perfekt, da vi hellere tager den med ro, og gerne bliver det samme sted i flere dage (se f.eks. vores seneste turbeskrivelse, hvor vi de fleste steder overnattede 3-4 nætter samme sted.

Jagten på hajtænder – Caspersen Beach, Venice

 

Ja, den er god nok – overskriften lyver ikke. På en af vores Florida ture, brugte vi en hel dag i jagten på hajtænder. Jeg havde fundet en kort notits om det på nettet inden afrejse, så det var med stor forventning at ungerne gik ned mod stranden med spand og skovl.

Strandene i og omkring Venice Beach er kendt for at være “Sharktooth Capital of the World”. En kombination af strømforhold og hajernes færden gør at man her kan finde hajtænder i strandkanten.

 

Jagten på hajtænder ved Caspersens Beach, FL

Vi tog den mest sydlige strand “Caspersen Beach” og var fra morgenstunden af velsignet med høj solskin og super lækkert vejr. Vandet var her i februar måned for koldt til at bade, men ellers var det endnu en lækker strand som Florida har til overflod af.

Vi gik i gang med vores jagt, og gik hurtigt i gang med at lede efter hajtænder. Jeg gik ud i vandet efter en spand fuld af småsten og ral som ligger der hvor bølgerne brydes og så satte vi os ned og minutiøst gennemgik vi indholdet. Og der gik ikke længe før vi fik fangst, og hele formiddagen igennem fandt vi en masse fine små hajtænder.

Det hele tjekkes

En af de lokale “eksperter” var så venlig at fortælle os at vi gjorde det helt forkert, og vi skulle gøre som alle andre. De gik inde på stranden med en si og samlede så sand op, og siede det. Det forsøgte vi så, men vi kunne konstatere at ved at gøre som alle de andre, så fandt vi næsten ingenting. Så med vores egen teknik, lykkedes det os, at komme derfra med en lille skål fuld af hajtænder.

Det lyder lidt mærkeligt, men det var faktisk en super sjov og hyggelig dag, at sidde der i sandet og glædes over at finde en tand blandt en masse sten og sand. Det skal nok prøves før man kan mærke følelsen, men det var både store og små som fandt denne nye aktivitet underholdende.

Caspersen Beach er endnu et eksempel på hvor nemt det er at være turist i Florida. Der er ganske enkelt sørget for, at forholdene er så optimale, at det eneste du som gæst skal tænke på, er at have en god oplevelse. Noget som går igen i langt de fleste nationalparker, byparker, osv. Her var brusere man kunne skylle sig af på nede ved stranden, fine toilet forhold, og lidt væk fra stranden var endnu en offentlig park, med picnic område, legeplads, sti system, og det hele gratis.

Et super lækkert område som ikke får det store antal turister, hvilket er lidt uforståeligt. Byen er super hyggelig, og har et lille centrum, hvor vi godt kunne have brugt en formiddag på en café, men det vil nok blive lidt kedeligt for ungerne som den gang var 1, 3 og 5 år.

Vi besøgte Caspersen Beach februar 2010.

En perfekt dag i Hamborg

Hamborg er en yderst attraktiv by at tage til, det er nemt at køre til, ingen problemer med parkering, og at komme rundt i byen med U-bahn er en ren drøm. Jeg kan finde på mange andre grunde til hvorfor det er skønt at besøge Hamborg, men i stedet vil jeg kort beskrive en optimal dag i byen. Dernæst så kan jeg fortælle, at vi var i Hamborg 5 gange sidste år, så vi kan i det mindste stå inde for byen.
Hamborg rådhus
Start dagen med at tage U-bahn ned til Landungsbrücke, gå ned til havnen og kig ud over vandet, det er altid hyggeligt. Er tiden til det, så tag på en havnerundfart. Havnerundfart er oplagt, og der er to retninger, dvs. enten ud i containerhavnen eller igennem de små kanaler (Hafencity/Speicherstadt), jeg vil tage en af de kortere ture hvis der er unger med. Begge retninger er sjove, for enten oplever man de store containerskibe, eller at sejle mellem husene i kanalerne v. Hafencity.
Dernæst gå hen til “Alte elbtunnel” (200 meter) http://www.hamburg-tourism.de/sehenswertes/historisches-hamburg/der-alte-elbtunnel/ og tag ned i tunnelen under Elben. Der er både elevator eller du kan gå ned/op. Hurtigt men sjovt, og man behøver ikke gå over på den anden side. Bare ned og se tunnelen og op igen.
Når I er færdige nede på havnen, så kan man gå hen til http://www.st-michaelis.de/ (ca. 1,2 km), og det er en hyggelig gåtur. Når man lige er kommet væk fra havnen, er gåturen gennem rolige boligkvarterer, og med masser af cafeer undervejs hvis sulten trænger sig på.
Henne ved St. Michaelis kirken bør man både komme op i kirketårnet med elevator/gå selv, og ned i krypten. Start med at elevatoren op, nyd udsigten og tag de flotteste billeder over hele byen og havnen.
Gå ned, fordi man nu går inde i tårnet og kan se urværket. Hvis I kan få det til at passe, så forsøg at være ved kirkeklokkerne når de slår (lyder MEGET højt, men er sjovt).
Fortsæt gåturen ind mod rådhuset, ca. 500 meter, hvor man går langs kanalerne, væk fra al trafik. Super hyggeligt, og tæt på vandet. Nede omkring rådhuset og Jungfernstieg er der masser af caféer, eller hvis vejret er til det, så tag lidt mad med over til slusen og sid og spis der.

Dernæst gå over og se sluserne åbne/lukke – sjovt for ungerne. Sæt jer ned på trapperne igen og fodre fuglene, og nyd livet i solen – hvis I er heldige med vejret 😉

Når I nu er ved Jungfernstieg så tag og beløn jer selv med en afslappende sejltur på Alstersøerne, afgang nede fra Jungfernstieg. Efter en lang formiddag med mange skridt, er det dejligt at sætte sig ind i en af de små turbåde. Her må du gerne tage din egen drikke og snacks med, så du kan få en hyggelig tur hvor man ser centrum fra søsiden, og de sejler også ud forbi nogle af de helt fede boliger.
Jeg syntes faktisk at sø rundfart er flottere og sjovere end havnerundfarten. Bagefter gå ind på Rådhuspladsen som ligger lige bag Jungfernstieg, gå ind og se rådhuset (ikke på rundtur bare lige ind og kigge), og så ud i den anden side og se baggården. Virkelig flot!
Der er så mange andre attraktioner og seværdigheder, men er I f.eks. afsted med små unger er http://www.miniatur-wunderland.de/ et must. Som udgangspunkt lød det lidt kedeligt, og med de mange andre besøgnede havde jeg ikke de store forventninger. Men vi var uden for højsæson, og dermed langt færre mennesker, og det var overraskende sjovt! Ungerne var helt vildt oppe at køre og tog flere hundrede billeder. De har en anbefaling til tidspunkter hvor der er mindst kø inde på deres hjemmeside.
Der er også hop on/off busser som kører hele byen rundt, men man bruger meget tid i busserne, der vil jeg hellere tage rundt med ubahn hvor et dagskort til hele familien koster EUR12 – genialt!!! Det kræver naturligvis mere af en selv at tage rundt og selv finde attraktionerne, men det er også en af de ting vi nyder.
Shopping sker i Mönckebergstraße med alt i butikker, hvor du også har Europapassage- pænt stort indkøbscenter. Nede bag Jungfernstieg ligger der også mange “High Street” butikker, med de dyre modemærker. Men der ligger også mange andre små centre og butikker i det område.
Oppe i den anden ende af Mönckebergstraße ved banegården ligger en Karstadtsport i 5 etager! Lige noget for sporstglade freaks.
200 meter fra Rådhuset ligger HSV butikken også, den skal man ind og se (med mindre man er St. Pauli fan…), meget tæt på den ligger vingummibutikken med gratis smagsprøver 😉 Der er også en fed Lego butik om bag Europapassage som ungerne sjovt nok er vild med.
Området der hedder St. Georg med vejen “Lange Reihe” er også god til shopping, men det er mere alternativt/hipt/øko. Men super hyggeligt, og et sted med mange lækre restauranter og caféer.
Stadion ture er også sjove hvis man er med lidt større børn, eller fodboldfreaks.
Der er også https://www.chocoversum.de/da/ hvor man kan komme på rundtur, lave sin egen chokolade.
http://www.deichtorhallen.de/ er et af de største gallerier/kulturhuse i Europa med masser af skiftende udstillinger.
Og ellers er Hamborg fuld af parker hvor I kan slappe af, der er nye oplevelser rundt om hvert hjørne, så møder man byen med åbent sind, vil du få en eller flere rigtige dejlige dage i byen. Vi har nu været der 8-10 gange og er aldrig blevet skuffet.
Hamburg philharmonie

Billig ferie i Prag

Vi sidder og kigger på at tage endnu en tur til Prag. En by vi har besøgt et par gange før, og som er en fornøjelse at besøge. Masser af historie, kort afstand til alt, nemt at komme rundt med sporvogn og metro, gode hoteller til billige priser, og masser af lækre lejligheder centralt placeret. Læg dertil at priserne på mad og tøj stadig er meget lave, og du har en interessant destination. Hvad du kan se og opleve i Prag kommer i et andet indlæg.

I dette indlæg vil jeg vise hvor nemt og billigt du kan komme til Prag, og finde klasse ophold til meget fordelagtige priser.

Transport

Vi har altid kørt til Prag, men 9:30 time er trods alt også en ret lang køretur. Vi nyder som oftest turen, men kan vi undgå de 976 km., så gør det ikke noget. Og hvis man skal afsted i vinterperioden kan det nemt tage ekstra tid med glatte veje.

Så jeg har undersøgt hvad det koster at komme til Prag med tog, og inden du nu skynder dig in på dsb.dk – så lad bare være med det. Priserne er så høje, at det ikke kan betale sig. Men istedet, så tjekkede jeg priser fra Tyskland. Dvs. kør til f.eks. Flensborg eller Hamborg og stil bilen der og hop så på toget, og nyd turen. Alle kender fordelen ved toget, hvor alle kan slappe af, spille, læse, etc., og ingen risiko for at holde i kø. Og f.eks. fra Hamborg tager det næsten ikke længere end med bil – såfremt bilen endda ikke holder pause eller holder i kø.

Og prisen… den er i vores tilfælde EUR 120 hvis vi er 5 personer fra Flensborg til Prag og retur for 5 dage. Det kan vi ikke gøre ligeså billigt med brændstof, og slet ikke med tanke på slid på bilen også. Så har du mulighed for selv at fragte dig til Tyskland kan du komme rigtig billig med toget.

Ophold

Hotel

De gange vi har været i Prag, har vi boet på hotel, og tager man pris vs. kvalitet er det absolut en af de billigste byer i Europa vi har boet på hotel. Flere har da også lækker morgenmad med i prisen, og det kan fåes i alle prislejer.

Jeg har tjekket priser i uge 7 – dvs. i vinterferien og der kan vi et hotel inkl. morgenmad fra kr. 3.000 (og billigere endnu, men jeg har en vis standard jeg gerne vil have). Kigger jeg på et lækkert hotel som Novotel med en suveræn morgenmad, pool, og god beliggenhed, så er prisen kr. 6.700. Altså noget for alle prislejer.

Vi er 5 personer, og der søger jeg altid på to værelser, det giver det største udbud, da få hoteller har 5 personers værelser. Jeg bruger selv hotels.com mest, så vi optjener point via deres bonusklub.

Lejlighed

Airbnb og Homeaway har masser af lejligheder i Prag. Og det er i alle prisklasser. Du kan f.eks. finde en lejlighed med udsigt til Karlsbroen for kr. 2.500 i uge 7 til 5 personer. Og skal man flere afsted, er der lejligheder med 2-3 badeværelser og plads til op til 10 personer som man nemt finder til omkring kr. 3-4.000 for 5 dage.

Det er dermed en ganske billig ferie man kan få sig, hvis man anvender tog til at komme billigt dertil, og indlogerer sig via Airbnb eller Homeaway. Har man lidt højere budget, er Novotel et meget anbefalelsesværdigt hotel. Bekymr dig ikke for meget om prisniveauet, idet det er meget billigt at gå ud at spise. Når vi er ude at spise alle 5, kommer vi sjældent af med mere end kr. 500.

Og så husk, at på mange restauranter er øl billigere end vand…

San Vito Lo Capo, Sicilien

San Vito Lo Capo

Vi har nu været på Sicilien to gange i hhv. 2016 og 2017, og vi kan ikke vente med at komme tilbage igen. Sicilien har vist sig fra sin bedste side og budt os velkommen på så forunderlig vis at vi fra første dag har været ganske betaget af øen.

Stromboli, Lipari, Etna, Taormina, Gole Alcantara, Erice, Agrigento og listen forsætter i det uendelige over de mange fascinerede attraktioner og steder vi har besøgt. Et middelhavsklima med konstante høje temperaturer og kølige briser gør at vi har haft solgaranti alle dage. Vi har snorklet i timevis og oplevet Sicilien fra havsiden. Maden har sit helt eget afrikansk inspirerede særpræg, og kombinationen af den nordafrikanske inspiration, øens egne specialprodukter (især oliven, citrus, kapers) og mad raditioner, samt den nemme adgang til havets specialieteter – giver et køkken i verdensklasse. Uanset om man vælger at spise ude eller selv forberede måltiderne, er grundlaget for at få fantastiske madoplevelser helt i top.

Der kommer løbende flere indlæg om Sicilien, i dette indlæg vil jeg dykke ned i den unikke ferieby San Vito Lo Capo som ligger på øen nordvestligste punkt.

Vi havde været i Norditalien 3 år i streg, og havde nogle lækre ferier, men vi trængte til at opleve mere af landet, og efter at have kigget nærmere på både Sardinien og Sicilien faldt valget altså på det sidste. Og så gik planlægningen igang, hvor jeg ret hurtigt faldt over denne lille stille by, som om sommeren fyldes op af mange turister. Men det er primært italienere, fordi her kan de komme væk fra de mange europæiske turister, som besøger både Italien og Sicilien. Men heroppe i dette stille hjørne, hvor det er lidt mere omstændigt at komme til, ligger der nu et ferieparadis og gemmer sig som en lille perle.

Nu skal det ikke lyde som om, der ikke er mange turister for det er der, men der er også masser af plads. Jeg faldt over byen da jeg søgte på de bedste strande, og hurtig viste det sig at det ikke alene er en af de bedste strande på Sicilien men i hele Italien. Stranden er det naturlig omdrejningspunkt, hvor alle flokkes til fra morgenen af, og ellers tilbringer en stor del af dagen. Det hvideste sand, klart vand og hvor man skal langt ud før det bliver dybt er forudsætninger for de dejligste dage ved havet. Ingen understrøm, og med fisk ungerne kan snorkle efter, og mulighed for at leje både og det er naturligt hvor alle drages mod stranden. Jeg har haft vores SUP med hver år, og den bruger vi som base. F.eks. sidst på eftermiddagen har vi smidt al vores snorkel udstyr på SUPen og svømmer lidt ud og snorkler med den som base.

San vito lo capo med Monte Monaco i baggrunden.

Hele bugten har det smukke Monte Monaco i baggrunden. Et bjerg som er populært blandt klatrere, men som alle i bare nogenlunde form kan bestige på et par timer. Der er en tydelig markeret sti, og vi travede derop fra morgenstunden af. Vi mødte kun 2-3 andre på turen, og stå på toppen af bjerget og se den panoramiske udsigt ned mod byen var en oplevelse der stadig varmer os når vi taler om turen.

Monte Monaco med San Vito Lo Capo i baggrunden

 

Men byen er meget mere end blot stranden, det smukke bjerg og vandreturen derop skal man ikke snyde sig selv for. Det er helt betagende smuk på toppen, og sværhedsgraden er ikke så høj. Hvert år afholder byen også både dragefestival, Cous Cous festival, litteratur festival, så der arbejdes hårdt på at skabe en varieret destination.

Når man først er kommet til San Vito, så er der rigtig mange attraktioner inden for kort afstand.

Den billedeskønne Zingaro nationalpark nåes på 20 min, og er helt igennem fantastisk. Der findes adskillige flotte vandreruter, hvor man kommer forbi de smukkeste strande, og flere af dem med rigtig fint snorkling. Vi har haft stor held, med at pakke rygsækken med mad og drikke, og så al vores snorkeludstyr og så tage op til den første strand man kommer til, og nyde en dag der.

I Zingaro har vi også fodret fiskene, og ligger man og snorkler og smider lidt kiks eller brød i vandet kommer fiskene hele hel foran masken og spiser – sjovt for både børn og voksne.

Når du snorkler på Sicilien skal du ikke have forventninger om de store koralrev, masser af store fisk, osv. I stedet forvent klipper, masser af mindre fisk og af og til større stimer af små fisk. Søstjerne, moræneål, og mange flotte små fisk, søpindsvin, osv. er de ting du kan se, dvs. med knap så store forventninger så er det ganske fint snorkeling man kan opleve. Vi har nydt det i fulde drag og det har været med de bedste muligheder for ungerne at lære at snorkle med ingen strøm og dybder der passer til dem.

Zingaro kan også besøges fra havsiden, hvor vi første gange lejede en båd i San Vito og sejlede derom. Det var en virkelig smuk oplevelse, og lækkert at mærke vinden i håret, sejle rundt om pynten og ned langs de smukke bjerge, for til sidst at ligge til ved de små vige, og springe i vandet og snorkle.

Af andre attraktioner i nærheden som beskrives i egne blogindlæg vil jeg også anbefale Erice og Trapani. Vi har endnu tilgode at komme ud på de ægadiske øer ud for Trapani og skal også have oplevet Segesto. Men Erice er en helt igennem unik oplevelse som vi kun kan anbefale på det varmeste.

At kommer dertil
Man kan komme nemt dertil fra Palermo på små to timers kørsel, men vi har fløjet til Catania de gange vi har været der, og taget turen henover Sicilien på dag 1, og så brugt længere tid på at komme tilbage mod Catania. Det giver en lidt længere køretur dag 1, men så har vi overstået det, og resten af tiden bruges i det lave tempo vi foretrækker, hvor vi gerne vil være flere dage samme sted for rigtig at lære det at kende. Hellere få steder og så være der længere tid, det har vi den bedste erfaring med. Men man kan flyve til Palermo hvis det kun er det område man skal besøge.

Vi er fløjet til Catania med Air Berlin fra Berlin Tegel og det har kostet omkring kr. 5.500 for 5 personer i juni/juli måned. Der er nu også ruter fra Hamborg, men det er ret billigt.

Overnatning
Der er hoteller i byen, men de er små og i flere tilfælde ret dyre. Så min anbefaling er at finde en lejlighed via f.eks. Airbnb eller HomeAway. Begge har masser af boliger i byen, og vi har fået lejlighed lige foran stranden til ca. kr. 7.500 for 8 dage, i fine lejligheder med 2 soveværelser, bad, køkken, stue, etc.

Mad
Der findes et fint supermarked i byen SISA og et mindre Supermercato. Og ellers er der både rigtig gode bagerier, fiskebutikker, og specialitetsbutikker med velkendte italienske oste, hele stegte kyllinger, spegepølser og lufttørrede skinker.  En varm anbefaling skal lyde til Salumeria Enoteca Peraino. Der er også en lille pastabutik med frisklavet pasta. Prøv især deres tortellini med ricotta og spinat.

Der er mange restauranter i byen, alt lige fra turistfælder med kedelige uinspirerede pizza og pastaretter til virkelig gode resturanter med egnsretter man kun får i det område. Pasta Trapanese vækker stor begejstring hos os, men ellers er der mange lækre retter med al det gode fra havet. Pasta, pizza og gnocchi gør at der er noget for enhver smag.

Der er italiensk is på alle gader og stræder – så man kan altid blive kølet af i løbet af den varme middagshede.

Vi har ganske enkelt fået mad i absolut højeste klasse under vores to ophold i San Vito lo Capo. Uanset om vi spiser ude eller bringer hjem så kan man få det bedste som Sicilien kan byde på.

San Vito Lo Capo er sagt med en floskel – en destionation som byder på det hele for hele familien. Vi har været det hhv. 9 og 8 dage – og vi kunne sagtens bruge længere tid der. I og med vi drømmer om at komme tilbage igen så hurtigt som muligt, så siger det sig selv at det har vores varmeste anbefalinger.